Det mener vi i Peers netværket faktisk godt at de kan. De er nemlig gode til at spotte mikrohandlinger, de små ting man som lærer kan gøre anderledes i hverdagen, som gør at man reelt ændre sin undervisning.
Peers er et splinternyt netværk, der er åbent for alle skoler og kommuner som vil arbejde med at udvikle ”den kreative ende” af undervisningen og vi vil invitere både fagprofessionelle voksne og elever til at arbejde sammen peer to peer og udvikle i fællesskab. Det vil konkret sige at afprøve og dele nye didaktiske metoder fx til projektarbejde eller kreativ anvendelse af teknologi og formidle dem til resten af netværkets deltagere.
Vi skal arbejde med masser af videndeling på netværksmøder mv., dele erfaringer her på Folkeskolen.dk og i 2023 vil vi slå dørene op for Danmarks første nationale læringsfestival for børn. Peers er støttet af LEGO Fonden, projektledes af Høje Tåstrup, Aalborg og Billund kommune og er ganske gratis at deltage i.
Indledningsvist kunne man spørge, hvorfor vi overhoved synes det er vigtigt at involvere eleverne i udviklingen af undervisningen?
Mikrohandlinger på elevfestival
Jeg kan sådan set liste rigtig mange gode grunde til at inkludere elevens stemme, men en af dem stod lysende klart efter de første aktiviteter i netværket. Svaret er at elever kan være en rigtig god kilde til ”mikrohandlinger” som er de der små ting som gør den konkrete forskel i hverdagen – den slags pædagogiske greb og måder at agere på som næsten er banale, men som rent faktisk gør at man kan få engageret eleverne på en ny måde i undervisningen. Det er ofte mikrohandlingerne, der er guldet i en succesfuld udviklingsproces frem for de mere overordnede didaktiske og pædagogiske paroler.
Før ferien afholdt vi en prototype på en elevfestival i Tåstrup kulturhus med 65 elever fra Aalborg, Vejen, Fredensborg, Furesø og Høje Tåstrup kommune. Overfor et indbudt publikum på 50 indbudte lærere, ledere og konsulenter, gav eleverne deres bud på, hvad de mente var vigtigt, når man skal arbejde kreativt og projektorienteret i undervisningen. Her oplevede vi en perlerække række af fine eksempler på mikrohandlinger.
”Ja … og”
En elevgruppe havde medbragt en seddel, flot pakket ind med gavepapir og guldbånd. På sedlen stod der “Ja … og”. Det var nemlig deres oplevelse, at når de i klassen skulle lave projekter sammen, så gjorde det en stor forskel at man sagde ja … og” i stedet for “nej” eller ” ja … men”. Dermed undgik de at den kreative dialog gik i stå, fordi man skulle argumentere og være uenige på et tidligt tidspunkt i processen. Altså en lille detalje med stor virkning i praksis og dermed en vaskeægte mikrohandling. “Ja … og” er i øvrigt et greb der oprindeligt stammer fra improv comedy. Her er man jo pinedød tvunget til at bygge videre på hinandens ideer for at lykkes med at lave noget der er sjovt.
Præstationskultur og hvordan man kan forbedre den
En anden gruppe havde arbejdet med at undersøge begrebet præstationskultur i deres klasse. Altså det der gør, at mange elever ikke tør række hånden op selvom de godt kender svaret – for tænk nu hvis man tog fejl og blev til grin? Hvilket jo er et relativt stort problem, især i udskolingen. Eleverne fortalte publikum på festivalen en halvdårlige vits for at demonstrere, hvilket stemningsskifte den slags giver i en forsamling. Deres erfaring var nemlig at den slags gjorde en forskel ift. præstationsangst i undervisningen. Igen er der tale om en meget banal handling, men som er spot on ift en vigtig problemstilling. Jeg er i øvrigt helt enig med eleverne – jeg indleder som konsulent næsten altid min mødefacilitering med at fortælle om noget jeg har gjort som var fjollet eller kikset, for at få folk til at åbne lidt op.
En tryllestav kan styrke fantasien
Et sidste eksempel fra festivals-prototypen med en vigtig tilhørende pointe: En elevgruppe havde haft et projektforløb om Harry Potter og deres bedste oplevelse fra dette forløb, var at de havde lavet tryllestave. Ikke fordi det i sig selv var noget særligt at lave en tryllestav, men fordi det var sjovt efterfølgende at udtænke trylleformularer og dermed bruge sin fantasi. Det er jo en virkelig stærk pointe: Hvordan stimulerer man arbejdet med kreativitet i undervisningen? Man kan jo fx sørge for at de produkter eleverne selv skal lave og får ejerskab til, lægger op til at blive brugt fantasifuldt. Eller hvad nu hvis man nu erstatter kreativitet med samarbejde? Så kunne man bede eleverne om at opfinde et spil nyt eller en leg man bagefter skal afprøve med de andre i klassen. At arbejde bevidst med elevproduktioner kan være et virkeligt stærkt didaktisk greb i undervisningen.
Det kreative samspil mellem børn og voksne
Man kan indvende at eleverne nok ikke selv har tænkt det ovenstående helt igennem. Måske havde de bare konstateret at det var sjovt at trylle og bruge sin fantasi – punktum. Og det er helt rigtigt, resten af sammenhængen kommer fra lærernes dialog med eleverne og hinanden om den indledende pointe. Det centrale er her, at det jo ikke kun er eleverne, der siger kloge ting til de voksne passive lyttere. Når dialogen for alvor ruller, er der i høj grad er tale om et samspil mellem elevernes umiddelbare observationer og vurderinger og så de voksnes faglige, kreative refleksion over disse. Elevernes hverdagsfortællinger og fokus på konkrete mikrohandlinger, stimulerer i høj grad den faglige kreativitet hos lærerne.
Jeg glæder mig til fremover at folde mange flere eksempler og pointer ud omkring det kreative samarbejde mellem børn og voksne her på bloggen og håber at alle, der selv har noget på hjertet i denne henseende, hiver fat i mig eller melder sig på banen på vores Facebookgruppe ”Peers netværket”
